Praktiske informationer: Forandringer
Vejledning
ved forandringer
En andelshaver er berettiget til at foretage
forandringer inde i andelsboligen, jf. dog nedenfor.
Det er vigtigt at være opmærksom på frister i
denne vejledning, f.eks. ikke at indgå bindende aftale med håndværker før efter
bestyrelsens indsigelsesfrist.
Forandringer skal udføres håndværksmæssigt
forsvarligt i overensstemmelse med kravene i byggelovgivningen, lokalplaner og
andre offentlige forskrifter. Forandringer skal anmeldes skriftligt til
bestyrelsen senest 5 uger inden de iværksættes.
Det anbefales at man sikrer sig, at anvendte
håndværkere er korrekt forsikret.
Ønskes forandringerne udført af hensyn til
ældre eller handicappedes særlige behov, kan bestyrelsen betinge
forandringernes gennemførelse af reetablering ved andelshaverens fraflytning.
Vurderer bestyrelsen, at den ansøgte
forandring ikke er håndværksmæssigt forsvarlig eller at forandringen vil
medføre væsentlige gener for de øvrige beboere i ejendommen, kan bestyrelsen
gøre indsigelse inden 3 uger efter anmeldelsen. Gør bestyrelsen indsigelse,
skal iværksættelse af forandringen udskydes, indtil der er opnået enighed med
bestyrelsen, eller det er fastslået, at indsigelsen var uberettiget.
Bestyrelsen anser det for en væsentlig gene,
hvis en forandring indebærer forstyrrelse af de fælles anlæg. Det gælder f.eks.
ændring af udsugning og ændring af varmeanlæg (især hvis kapaciteten
nedsættes).
En andelshaver er ikke berettiget til at
foretage forandringer af boligens ydre herunder altanen, medmindre bestyrelsen
inden arbejdets iværksættelse har godkendt forandringen. Bestyrelsen kan
nægte at godkende en anmodning om forandring, såfremt bestyrelsen
skønner, at forandringen vil være uhensigtsmæssig, herunder virke ødelæggende
på boligernes arkitektoniske udtryk, eller skønnes at ville stride mod andre
andelshaveres interesser.
Alle forandringer skal udføres
håndværksmæssigt forsvarligt i overensstemmelse med kravene i
byggelovgivningen, lokalplaner og andre offentlige forskrifter. Andelshaveren
er forpligtiget til at ansøge kommune om godkendelse af alle ændringer i bolig.
Andelshavere i omkringliggende boliger er
forpligtet til at give adgang til boligen, hvis dette er nødvendigt for at
udføre forandringen. Forandringen skal ske med mindst mulig gene for de berørte
andelshavere. Reetablering i de omkringliggende boliger skal ske inden for en
rimelig frist fastsat af bestyrelsen. Adgang til boligen skal varsles med 4
uger.
Bestyrelsen er ikke ansvarlig for anmeldte
eller godkendte forandringers forsvarlighed og lovlighed. I tilfælde, hvor
byggetilladelse kræves efter byggelovgivningen eller anden tilladelse kræves
efter andre offentlige forskrifter, skal tilladelsen forevises for
bestyrelsen, inden arbejdet iværksættes.
Indholdet af denne vejledning svarer til
vedtægternes §10 Forandringer.
Retur til Praktiske informationer